Fra Laksebunden til fjeldabe!

En skrækindjagende historie!
Tirsdag den 11. september 2007

Vi havde aftalt med Jens, at vi ville gå til Laksebunden og få os en kop kaffe i hytten derude. Så da vejret var godt tirsdag morgen, mødtes vi kl. 9 på hotellet, hvor Jens bor. Det lykkedes os rent faktisk at lokke vores firbenede blondine Nuka med – der altid hænger ved Flemmings side – som vores tourguide. Jeg var usikker på, om hun ville. Vi droppede at give hende snor på, men hundekiks hjalp hele vejen ned langs havnen.

Jeg var dog først sikker på, at hun ikke løb hjem igen, da vi kom ud til parabolen og ikke kunne komme længere af en grusvej. Vi kunne godt træde ud i lyngen, men lige pludselig gik det op for os, at Nuka bare stod nede på en tiltrådt sti og ventede på, at vi dumme mørkhårede ”blondiner” fik øje på hende og fulgte med. Herfra lod Jens, Sabrina og jeg Nuka bestemme resten af vejen. Hun kender alle stier, og da vi flere gange senere skulle vælge ved en to-deling af stien, valgte vi helt sikkert hendes vej hver gang.

Vi var trygge og gik troligt efter Nuka. Vi gik hen over flere bakkepynter, så hele tiden ned på den flotte fjord og bakkelandskabet. Pludselig stoppede Nuka op og var opmærksom på noget, vi andre hverken kunne se eller lugte. Det skulle senere gå op for mig, hvad det var. Da vi skal ned af den sidste skrænt mod Laksebunden, har vi det smukkeste syn. Det store vandfald ”Brudesløret” i baggrunden og huset i bunden af dalen. Nuka havde konstant kontrollen med os, så selvom Sabrina var gået i forvejen, mens Jens og jeg skulle tage billeder, lagde hunden sig ned og ventede på, at vi kom ned til pigerne og huset.

Vi fik tændt for varmen, drukket lidt kaffe, skrevet i gæstebogen, og Sabrina var på tønden. Det var virkelig tønden, for toilettet befandt sig på broen på vej over til huset, hvor elven løber lige under. Hun sagde senere, at det var en underlig fornemmelse at se vandet løbe nedenunder. Som Flemming havde sagt; ”Husk at drikke af vandet nord for broen”, nu kunne vi se pointen. Jens havde læst sig til at lave selvportrætter, så han løb rundt med et kæmpe smil på læberne, mens kameraet stod for sig selv og sagde klik-klik. Ved middagstid pakkede vi sammen og gik hjemad.

Speedy-brina kan ikke holde et floktempo, så hun og Nuka stak af fra os, mens Jens og jeg ville tage nogle billeder. Pludselig, da vi går rundt i lyngen, kan jeg høre hende råbe. ”Tag nogle billeder”, mens jeg tænkte, at hun skulle stoppe brøleriet. Mere når jeg ikke at tænke, før jeg ser nogle moskusokser stå med deres kalv 20 meter fra mig. Jeg fik et chok og satte i løb. Jens gik bag mig og råbte, at jeg ikke måtte løbe, jeg skulle bevæge mig stille og rolig væk. ”Manden har ret” tænkte jeg og gik stille de få meter op til toppen af bakken, hvor jeg kunne se Nuka og Sabrina stå på den næste bakke og nyde hele synet.

Med et satte disse store dyr i løb væk fra os ned mod huset i laksebunden. Det var en ret vild oplevelse, men vi kunne grine, da vi nåede næste bakketop. Ingen af os havde tænkt på at få kameraet frem, da den olme tyr stod og kiggede os i øjnene, mens den prustede. Jeg gik simpelthen i panik og følte mig ret lille i denne natur. Jeg var ret irriteret resten af dagen over ikke at have haft den opmærksomme Nuka ved min side. Det sidste jeg så til Nuka på den tur, var hende stå på en bakketop senere for at sikre sig, at vi var fri for fare, inden hun gik hjem i bad med Sabrina.

På vej hjemad stoppede Jens og jeg ved en sø for at tage nogle niveau billeder, som blev ret flotte. Vel hjemme og i bad. Vi har meldt os til nogle ganske få aftener med spisning, men tirsdag var der hakkebøf med bløde løg, så vi gik i kostforplejning. Sabrina og Flemming skulle ud og røgte garn til laksefangst, mens Jens og jeg gik over til Henrik Sørensen for at få en kop kaffe og en dr. Nielsen. På vej hjem kunne jeg finde Sabrina hos Flemming, inden jeg senere lagde mig i sengen meget træt efter to dages vandring. Jeg så dog nordlyset på vej hjem igen.