Flemmings Path

Helt smadret efter den bjergvandring!
Torsdag 6. september 2007

Onsdag aften under pokerturneringen var vores kufferter endelig ankommet, så da jeg stod op torsdag morgen, var det en meget glad Sabrina, jeg så. Vi satte os til at spise morgenmad sammen og bedst, som hygger os her, kommer Søren 6 forbi med et par lamper. Hvorfor han lige har det navn, havde jeg studset over allerede under turnering aftenen før. Der faldt han af som nummer 6, men det kunne da ikke være det. Senere på dagen fandt jeg ud af, at det er skidt at hedde Søren her, for når der er mange med samme fornavn, bliver de nødt til at skille dem af ved andre kendetegn, som fx Søren Sovs, Søren Salat. Vores ”besøgsven” var bare nummer 6 i rækken - ingen slibrige historier her.

Der er flere detaljer at lægge mærke til heroppe. Det lille samfund er så lukket, at vi låser ikke nogen døre, der findes ikke nogen decideret betjent, og alle hilser på hinanden, uanset hvor man får øje på hinanden. På Østerbro kan man jo gå ind i folk, uden at de vender sig om og forventer en undskyldning. Derudover er husene bygget, så der ikke er nogen vinduer mod øst, for her kommer der nogen gange en storm fra indlandsisen, der er stærk nok til at flytte småsten, så vinduerne bliver knust.

Efter jeg havde hentet Pernilles røde kuffert på brandstationen torsdag formiddag, pakket ud, blevet barberet og været i bad, endte Sabrina og jeg med at spise frokost med Flemming i den dertilhørende messe. Vi aftalte, at vi skulle på vandring kl. 15. Min mave begyndte allerede at drille – om det var pga. vandreturen eller den mad jeg spiste, ved jeg ikke.

Vi gik den smukkeste tur op af fjeldet, Bratten. Jeg havde selvfølgelig mest at slæbe på, så jeg kom hurtig til at hænge i bremsen. På vej op ad kom jeg til at tænke på Olsen-banden og lavede sammenligning på banden vs. os tre. Jeg følte mig helt sikkert som Keld, der ikke kunne følge med. Man skulle have været en firbenet blondine, så var man nemt fløjet til toppen. Nuka nåede dog en masse andet såsom at jagte de flotte hvide bjergharer og bade i vandhuller.

Speedy-brina gik i udbrud, og Flemming ventede, for at se om han kunne trække ”læsset” op. Det gav sig udslag i, at når han var kommet et stykke foran, satte han sig ned og hvilede. Når jeg nåede et af hans 27 hvilesteder, rejste han sig gladelig og gik videre. Til sidst måtte jeg bandende beordre ham til at blive siddende, så jeg ikke syrede helt til. ”Små skridt”, sagde han. Nemt nok at sige, tænkte jeg ironisk, når stenene, man skal træde op på, går en til knæene. Da jeg kommer op til toppen, sidder Flemming og venter: ”Hej Kedde” siger han på en måde, kun Flemming kan sige det. Min reaktion var at vende mig om og råbe ”død ved kølle” ud over hele dalen til ære for Peter Lygteskov. Jeg var færdig.

Er man kommet op, så skal man jo også ned igen. Og vi var tørstige. Flemmings sti førte os rundt om pynten og ned langs med en vandkilde, hvor fik vi drak det fineste, klareste og koldeste vand, jeg længe har smagt. Flemming, Sabrina og Nuka kunne nyde udsigten på vej ned ad, mens jeg bare forsøgte at holde kameraet og tørre sveden væk fra øjnene. Det var dog ret flot. Flemming fortalte senere, at når Nuka skal have et sidste hvilested, vil han gerne have, at det kunne blive i dette område.

Nedstigningen var hård for mine fodled og knæ. Man kan ikke vide sig sikker på at træde fladt nogen steder, så jeg blev godt øm i både ledbånd og menisk. Nogen gange var skråningen så stejl, at jeg ydmyget måtte bakke ned. Jeg håbede bare, at de andre ikke kiggede op. Flemming og Nuka sad allerede nede i bunden, da jeg kom ned, mens Sabrina igen var stukket af. Moset på bjerget var dog så blødt at gå i, at det føltes som et blødt uldtæppe på et stuegulv, så hvis jeg trillede ned, ville det sikkert blive en behagelig tur. Jeg overvejede en kort overgang i min ”sved”- vildelse, om det var måden at komme ned på. Herefter var hjemturen nem, selvom vandkilderne blev til vandløb og vandløbene blev til brede åer. Et par enkelte gange måtte man ud at forcere disse. Til sidst søgte jeg lidt op af skråningen for at undgå lyng mm.

Lige før jeg rundede hjørnet til golfbanen, satte jeg mig ned til et hvil. Der gik ikke lang tid, så blev der piftet. Øv, bustet, de vidste, hvor jeg sad, men vi skulle jo hjem, så jeg rejste mig, og vi fulgtes hjem efter næsten tre timers vandring. Badet herefter var det bedste, jeg længe har oplevet. Sabrina lavede nogle dejlig bøffer, og vi alle tre kastede os i grønlænder-hyle-chouetten. Vi var bare alle tre så smadret, at vi stoppede efter en halv snes spil, og Flemming gik hjem med Nuka. Hyl!

Min kollega Tine har ret, jeg er ikke i form, men jeg gjorde det!