Fra Ikka til Grønnedal

En vandretur af de hårde
Lørdag 22. september 2007

”Kedde, vi skal op, Flemming har ringet” Sabrina stak hovedet ind af døren. Jeg havde sovet som en sten og havde ikke hørt vækkeuret i over en halv time, selvom mobilen var sat til kl. 7. Vi skulle sejle kl. 8. Sabrina smurte et par rundstykker, og jeg fik pakket en taske – af sted vi kom. Flemming stod sammen med Nuka og spejdede ned mod os, da vi kom over broen fra den del af byen som hedder halv tolv.

Vi kom ned til båden, fik fat i redningsvestene, hvor vi mødte Steen og Hanne. Skipper Frank var ved at gøre båden klar. Båden er ikke stor, så vi satte os inden for indtil vi kom af sted fra havnen. Da vi ude af havnen satte jeg mig op, men kravlede hurtigt ind igen, da kulden var bidende sådan en lørdag morgen. Behøver jeg sige, at der var is på vandet i havnen.


Efter en times sejlads nåede vi Ikka bunden, hvor vi sprang tørskoet i land op på nogle sten. Og her begyndte en længere opstigning til turistkløften gennem masser af lyng og små vandløb. Der gik ikke lang tid, så fik Steen øje på en flok moskusokser, men de var langt væk. Godt gemt bag nogle bakker.

Bedst som vi kæmper os frem mod indgangen til kløften, ser vi en stor okse stå og næsten spærre vejen for os. Vi måtte vente indtil den løb hen til en ny flok, som gjorde holdt ved indgangen. Her var en kæmpe flok på ca. 40 dyr. Det var et ret fantastisk billede at se, hvordan de arbejdede sammen for at beskytte flokken.

De stillede sig i et kryds med en okse kiggende ud mod hvert et verdenshjørne. Lidt ude for flokken stod alfahanen og holdt øje med os. Inde i midten var kalvene.

Vi gik videre op gennem kløften, og især det sidste stykke på løse sten var svært at bestige. Speedy-brina var gået foran, så hun sad og ventede på toppen, da jeg kom op som rosinen i pølseenden. Vi blev selvfølgelig overhalet af et par unge grønlænder, som lignede et par små mus, der pilede op ad skrænten. Men hvor var der smukt på toppen. Vi var vel oppe i 400 meters højde.

Et kig ned mod Ikka bunden, hvor moskusokser græser til venstre for indgangen.

Heroppe var der par små søer, inden vi fik den flotteste nedstigning gennem Grønnedalskløften.

En verdensmand i sit es.

Hele vejen ned havde vi vandet og Kuunnaat i baggrunden. De andre gik rundt om en pynt, og jeg gik rundt om en anden. Lige pludselig kommer Jens Enevold – vores kunstner – og Steen Mehlsen – som var med til videoaften – gående, de skulle op og samle sten ved Langesøen.

På vej ned støder vi ind i en moskusokse, som lige fnyste af os, inden den løb væk igen.

Og videre ned af vejen så vi tre mere, som gik på den anden side af elven Bryggeren. Til den anden side havde vi fjeldet Bratten, hvor vi gik på i starten, under den tur jeg kalder Flemmings path. ”Død ved Kølle” bjerget, som jeg tænkte på, da vi gik ned langs grusvejen.

Vel hjemme satte vi os ved Flemming og spiste de rundstykker, som jeg havde regnet med, at vi skulle spise i Grønnedals hytten, men vi gik aldrig forbi hytten. Så vi tog frokosten hjemme – ved ca. kl. 13. Så det var en god lang tur.

Sabrina og jeg var så færdige, at vi hver fik en eftermiddagslur, inden Flemming igen dukkede. Nu var det til en ”before” for han skulle til fest lørdag aften. Vi var ikke inviteret. Godt for det, så kunne jeg da få skrevet og lavet lidt på bloggen.